Kommende bog om rideterapi

Bogen om rideterapi, hvor der sammen med hest og terapeut arbejdes med bevidst nærvær og kontakt med naturen, er nået et vigtigt skridt videre.
Nu er to interviews til bogen i hus. I det ene beskriver en dengang 13-årig pige med spiseforstyrrelse, hvordan samarbejdet med hest og rideterapeut blev afgørende for hendes helbredelse og samtidig blev grundlag for valget af dyrlæge som erhverv.
I det andet interview fortæller en klinisk psykolog, hvordan rideterapien for hende er en behandlingsmetode, hun med gode resultater har anvendt, når behandling ved hjælp af samtale ikke er mulig.
Den første har været klient- og den anden er uddannet rideterapeut hos de to kvinder på billedet: Marie-Louise Demant, rideinstruktør, specialpædagog og underviser, – og Gerd Weber, klinisk psykolog, cand. psyk.
Det er en dejlig opgave at være involveret i, at bogen kan udkomme i 2020.