Ny bog på vej (3)

Martin Christensen er næste person, jeg vil præsentere fra min kommende bog. Han er født i den lille by Svinsbjerg på Lolland i 1968. Barndomshjemmet var koblet sammen med farens autoværksted, og det fik afgørende betydning for både opvækst og uddannelse.
I 1985 er Martin på udveksling i Californien og falder for det dejlige klima og de mange muligheder for fritidsaktiviteter udendørs, så i 1991 starter han dér sammen med sin bror et autoværksted, der sælger og reparerer tyske biler. Martin fortæller: ”Jeg havde sparet en masse penge sammen i Danmark, og så investerede jeg hele bulen i det dér værksted og håbede på, at det ville køre”. ” For lige at forklare gangen på værkstedet – vi lavede jo alt: tog imod kunder, skrev regninger, lavede bilerne, kørte kunderne hjem, vaskede biler, ryddede op, vaskede toiletter. Så det var fra kl. seks om morgenen til kl. 11 om aftenen for at få det her op at køre”.
Senere begynder Martin at udvikle værktøjer, der kan forenkle reparation af de tyske biler. AGA Tools bliver det nye firmas navn, og BMW tager produkterne til sig og forhandler dem. Desuden er Martin en af verdens bedste offroad racerkørere og har også etableret et firma, der fremstiller værktøj mm. hertil.
Martin er den amerikanske drøm for fuld udblæsning, og livet nydes stadig i Californien sammen med hustru og tre voksne børn (foto). Det første foto er en selfie fra offroad-kørsel i Baja-ørkenen i Mexico.
Fortællingen om Martin og fem andre udvandrere fra Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn til USA skriver jeg på netop nu.