Ny bog på vej (4)

Her er Laurits – Frederik Laurits Ingvorsen. Født i 1889 i Tågerup tæt ved Rønnede på Sydsjælland. På billederne ser I Laurits som konfirmand og hans barndomshjem (2021), hvor også faren har træskoværksted.
I 1910 tager han med Amerikabåden, Oscar II, og vi møder ham første gang i det nye land, da han i 1911 flytter til den lille by, Svea, i Minnesota. Han søger mod andre danskere i området. To af dem afgiver vidneudsagn i forbindelse med Laurits’ ansøgning om amerikansk statsborgerskab i 1914.
Laurits lever som farmer, hvilket han aldrig havde fået mulighed for i Danmark, men flugten til Amerika skyldes ifølge familiehistorien også, at Laurits gerne vil slippe for militærtjeneste.
I 1917 går USA ind i 1. Verdenskrig, Laurits bliver indkaldt og sendes først til træning i Camp Dodge i staten Iowa og dernæst i juni til fronten i Frankrig. Herfra skriver han til forældrene:
”Kære forældre, jeg har taget en Government assurance på ti tusinde dollars, saa hvis det skeete, at jeg ikke kom hjem, saa faar Far og Mor pengene, og saa ønsker jeg, at I bruger dem for jer selv for en god og let alderdom”.
En granatsplint rammer Laurits i brystet d. 2. oktober 1918. ”Killed in action”, står der i hans papirer. Laurits bliver begravet to gange i Frankrig og efter et par år tredje gang på Dalby Kirkegård nær sit barndomshjem.
Fortællingen om Laurits og fem andre udvandrere fra Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn til USA skriver jeg på netop nu.