Ny bog på vej (5)

Portland Oregon 6-12-1906

Kære forældre

Da vi slæber ned fra Portland i dag, og jeg ikke har andet at bestille, får jeg skrive et par ord. Jeg er ombord i en bark og vi har lastet træ i Portland for San Pedro i det sydlige Californien. I morgen går vi til søs igen, men hvis vi ikke får god vind, så bliver det jul til søs igen som sædvanligt. Julen synes ikke at være meget af en højtid i det her land, men når jeg bliver ked af det, så skal jeg komme hjem og holde en lang jul. Om jeg vidste at der var noget at gøre derhjemme, så ville jeg komme nu, men jeg antager, at tiderne er sløje og det er temmelig godt her efter det store jordskælv, for omtrent hele San Francisco brændte ned og der behøves en masse tømmer for at bygge det op igen. Nu blot en masse hilsner og en glædelig jul og et godt nytår til eder alle fra Ferdinand Larsen.

Skriv til San Francisco om I har tid.

Ferdinand oplever på nærmeste hold det store jordskælv i San Francisco i 1906 (foto), hvor dødstallet for selve jordskælvet og de efterfølgende brande antages at være over 3.000. Det største tab af menneskeliv i Californiens historie.

Efter nogle småjobs i nærheden af sin fødeby Tingsted på Falster ernærer Ferdinand sig som sømand i en lang årrække fra 1902. Livet til søs bringer ham rundt i hele verden, og han skriver flittigt til sine forældre.

San Francisco bliver den by, Ferdinand oftest vender tilbage til. Han drømmer – som i dette brev – om et liv i Danmark, men det kræver, at han kan spare en god sum penge op.

Fortællingen om Ferdinand og fem andre udvandrere fra Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn til USA skriver jeg på netop nu.